Omsorg · Ro · Tryghed · Tid · Nærvær · Plads til at være dig lige som du er
ErgoterapiMette KrabekMette Krabek · Ergoterapeut, kropsterapeut & yogalærer

Hvad er ergoterapi?

Ergoterapi handler om, hvordan du mestrer din hverdag – og hvad der giver dig livskvalitet og mening.

Ergoterapeut Mette Krabek

Alle mennesker har forskellige ressourcer og udfordringer i deres liv. Overordnet handler ergoterapi om, hvordan mennesker klarer deres hverdag – hvilke aktiviteter, strategier og mål der er vigtige for den enkelte og giver livskvalitet og mening.

Det er individuelt, og derfor er min opgave som ergoterapeut at hjælpe dig med at finde frem til, hvilke aktiviteter du ønsker at deltage i, og hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre. En af de måder, vi som ergoterapeuter gør det på, er via aktivitetsanalyse – hvad skal der fx til, for at en voksen kan udføre en bestemt opgave på arbejdet, eller et barn kan deltage i en bestemt leg.

Ergoterapi bygger på teoretisk viden, erfaring og praktiske færdigheder inden for undersøgelse, analyse og vurdering af menneskers fysiske, psykiske, kognitive og sociale funktioner.

Hvordan foregår en behandling med ergoterapi?

Hvert forløb er individuelt

Hvert nervesystem, hjerne og psyke er unikt – det er sit helt eget fingeraftryk. Derfor er det vigtigt, at hvert forløb tager udgangspunkt i dig eller dit barn.

Det starter altid med en grundig samtale om dine/dit barns ressourcer, udfordringer, motivation, og hvad der er vigtigt for jer lige nu og på længere sigt.

Forløb til voksne kan typisk indeholde

  • Grundig startsamtale om ressourcer, udfordringer, motivation, strategier og mål – herudfra lægger vi i samarbejde en plan for dit videre forløb.

  • Viden om, hvordan hjerne, nervesystem og krop fungerer – set fra et neurologisk og psykologisk perspektiv.

  • Undersøgelse og træning af balance, koordinering og syn (hvis der er udfordringer med dette).

  • Udarbejdelse af sensorisk profil (hvis relevant).

  • Kropsbehandling fx gennem massage/kropsterapi, hvor fysiske og psykiske spændinger og blokeringer slippes, og du får ro på nervesystemet.

  • Træning og vejledning ift. kognitive og indlæringsmæssige udfordringer.

  • Øvelser og træning i vejrtrækning, afspænding og mindfulness for at skabe ro.

  • Konkrete redskaber og strategier, der letter din hverdag.

Forløb til børn indeholder ofte

  • Observation og vurdering af dit barn (fysisk, psykisk, socialt og kognitivt).

  • Viden om, hvordan hjerne, nervesystem og krop fungerer, og hvorfor dit barn reagerer, som det gør – set fra et neurologisk og psykologisk perspektiv.

  • Undersøgelse og træning af den taktile sans, den vestibulære sans, primitive reflekser samt syn og koordinering (hvis der er udfordringer med dette).

  • Udarbejdelse af sensorisk profil (hvis nødvendigt).

  • Træning og vejledning ift. kognitive og indlæringsmæssige udfordringer.

  • Støttende og udviklende samtaler med fokus på dit barns/jeres situation.

  • Kropsbehandling fx gennem massage/kropsterapi, hvor fysiske og psykiske spændinger og blokeringer slippes.

  • Øvelser og træning i vejrtrækning, afspænding og mindfulness for at skabe ro.

  • Konkrete redskaber og strategier, der letter hverdagen.

Hvordan foregår det?

Vurdering og træning foregår i en kombination af leg og øvelser – nøje tilrettelagt ud fra det enkelte barns udfordringer og alder. Mit motto er, at det skal være sjovt og motiverende – for det er der, udviklingen sker. For mig er det vigtigt, at træningen og øvelserne hjemme bliver en naturlig del af jeres hverdag og daglige gøremål – og ikke endnu en stressfaktor.

Hvor

Behandling og træning foregår i min klinik i Øksendrup og tager ofte mellem 1 og 1½ time.

Skal vi finde vejen sammen?

Kontakt mig, så finder vi ud af, hvordan et ergoterapeutisk forløb kan hjælpe dig eller dit barn.